Eiga

appleseed

(appurushîdo)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Appleseed





Appleseed





Appleseed





Appleseed





» Se slideshow...
»Is this a zoo? A place where strange animals are trapped inside the cages they've built for themselves.«

Efter Tredje Verdenskrig er det meste af Jorden lagt i ruiner. Lovløshed og kaos plager ødemarken. Men ødelæggelsen har også givet muligheden for at opbygge nye samfund fra bunden. Det perfekte eksempel herpå er den isolerede by Olympus. Her lever alle i fred med hinanden og kan gøre, som det passer dem. Maskiner tager sig af alle trivielle opgaver og der er ingenting at bekymre sig om. Utopia.

Men det er ikke alle, der ser sådan på Olympus. Flere mener, at maskinernes magt og kontrol har reduceret menneskene til statister i en meningsløs tilværelse. Det danner grobunden for en terroristgruppe, der forsøger at nedbryde det nuværende system, for at skabe mere meningsfyldte liv for menneskene.

Udenfor den direkte magtkamp står den hårdkogte Deunan og kyborgen Briareos. De er for nyligt blevet reddet ud af ødemarken og nyder nu livet i Olympus, hvor de arbejder i politiets bemærkelsesværdigt veludrustede SWAT-enhed. Her rodes de ud i kampen mod terroristerne, men befinder sig hurtigt tæt på begge sider af konflikten. Og måske er det hele slet ikke så ensidigt, som man gerne vil gøre det til.

Animéen Appleseed er en direkte-til-video filmatisering af Masamune Shirows imponerende debutmanga af samme navn. Som i hans hovedværk, Ghost In The Shell (1995), er stilen en blanding af action og filosofisk science fiction, centreret omkring politik og forskellige interessegrupper. Mangaen bliver særdeles indviklet til tider, så i denne udgave har man valgt nærmest at ignorere de mest komplekse elementer. Fokuset er sat på den direkte handling fra bind 2, som involverer et pænt udvalg af actionsekvenser med dertilhørende robotkampe og eksplosioner. Men historiens egentlige tema - hvad er et perfekt samfund? - slippes aldrig og præsenteres væsentligt mere lettilgængeligt end i tegneserien.

Appleseed er produceret i 80'erne, hvilket desværre er tydeligt på mange punkter. Designet er ikke udpræget smart, animationen er gammeldags og musikken minder oftest om noget fra en softcore pornofilm. For hovedparten har filmen svært ved at skille sig ud og føles til tider som en tilfældig, billig anime-serie. Meget af baggrundshistorien og alsidigheden efterlades i mangaen, omend visse elementer heraf er bevaret. Og det er udelukkende disse, der i glimt formår at hæve filmen over det trivielle.

Hvis man er interesseret i Masamune Shirow og har læst mangaudgaven af Appleseed, så er det bestemt værd at se animéen. Trods alt holder den sig relativt tæt op ad forlægget - så meget som man nu kan presse tusinde tegneseriesider ned på en god time. Selvstændigt vurderet er Appleseed for triviel på for mange områder til at gøre sig specielt bemærket, samtidig med at den virker hæmmet af sin alder og begrænsede budget. Det er afslørende for den manglende arbejdsindsats, der er lagt i produktionen, at det ikke engang lykkes at stave byen Olympus' navn rigtigt eller ensartet i forløbet.

Det er værd at bemærke, at en ny filmatisering af Appleseed har haft premiere tidligere på året.


gæsteskribent rune j. keller, 28. september 2004


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Appleseed



kazuyoshi katayama

japan 1988

68 min.