nobody knows

Nobody Knows er instruktøren Kore-edas tredie film, og det er et hjertegribende men usentimentalt drama om fire børns skæbne. På Cannes Festivalen 2004 blev hovedrolleindehaveren Yagira Yûya hædret med prisen for bedste skuespiller. Og det er fuldt fortjent.

En enlig mor og hendes fire børn, Akira (Yagira Yûya), Kyoko, Shigeru og Yuki, flytter ind i en ny lejlighed. Det er dog kun Akira, der ankommer på normal vis. De to mindste børn bliver smuglet ind i kufferter, og storesøster Kyoko må selv tage toget, for moderen har bildt udlejeren ind, at det kun er hende og Akira, der bor der. Ind imellem forsvinder moderen i lange perioder, men hun efterlader penge og kommer altid tilbage, selv om det sommetider kan vare måneder.

En dag pakker hun en stor taske og rejser sin vej igen. Ganske vist lover hun at komme hjem til jul, men det sker ikke. 12-årige Akira må nu agere familieoverhoved og forsøge at få økonomi og hverdag til at hænge sammen, samtidig med at omgivelserne ikke må vide, at der bor flere børn i lejligheden. Langsomt svinder pengebeholdningen ind, vand og elektricitet bliver lukket, og værelserne fyldes med affald. Børnene bliver mere og mere modløse, og Akira føler sig isoleret og ensom med det voldsomt store ansvar for de mindre søskende. På trods af hans mere og mere desperate og forsømte udseende, gør ingen af de voksne, han møder, noget for at hjælpe.

Nobody Knows fortæller sin tragiske historie meget nøgternt, til tider næsten distanceret. Billedstilen er kornet, og flere steder ligner det næsten en dokumentarfilm. Der bliver stort set heller ikke brugt underlægningsmusik, og det er med til at forstærke indtrykket af realisme. Der er ikke nogen direkte, ydre handling, for det filmen koncentrerer sig om, er de fire børn og deres ensomme liv. Den distancerende tone ligger fint i tråd med børnene og deres forsøg på at klare den absurde situation. For at kunne holde hverdagen ud, må de gemme følelser langt væk, og vi ser dem aldrig græde eller udtrykke sorg.

Alle fire børn spiller fremragende og er helt klare naturtalenter, der forstår at formidle de undertrykte følelser via små skift i mimikken, og de virker utroligt naturlige og ægte. Yagira Yûya er fremragende i sin fremstilling af den 12-årige Akira, der bliver tvunget ind i en voksenrolle, der er alt for tung for ham. Det er knugende at se drengen opsøge de forskellige søskendes fædre for at tigge om penge, og rørende da han beder en ekspedient om at skrive julekort i moderens navn til de to søstre og broderen. Akira er omdrejningspunktet for historien, og det er modigt af Kore-eda at satse så meget på så ung og uprøvet en dreng. Men Yûya leverer som sagt en pragtpræstation, der ville have været en voksen, rutineret karakterskuespiller værdig.

Instruktøren giver sig god tid til at fortælle. Måske lidt for god tid. Filmen er med sine 141 minutter meget lang, og der kunne godt være skåret lidt mere i den. På den anden side bliver man i den grad indfanget af børnene og deres skæbne, at den lange spilletid ikke skæmmer særlig meget. Tilskuerne bliver suget ind i barneuniverset, og filmen virker meget stærk, fordi publikum får tid til at forstå og føle med børnene. Hvis man er indstillet på det langsomme tempo og den barske historie, vil man huske Akira og hans søskende i lang tid.