a bittersweet life

Man skal ikke skue hunden på hårene. Det må være moralen i A Bittersweet Life, hvor "hunden" er en barsk og følelseskold gangster, der føler sig så svigtet af sin herre, at han beslutter sig for at gå lige efter struben. Men i takt med at han myrder sig frem mod toppen, begynder det ironisk nok at gå op for ham, hvad det er, han har manglet i sit liv. Hovedpersonen er dog ikke den eneste, som viser sig at rumme mere, end man skulle tro. Det samme gælder filmen selv, der ved første øjekast virker til at betræde samme territorie som Oldboy (2003), med et hævn-tema og blodige voldsscener. Men instruktøren Kim Jee-woon har en anden dagsorden, og man havde heller ikke forventet andet efter hans forrige film, den fascinerende og billedskønne gyser A Tale Of Two Sisters (2003).

Hvor A Tale Of Two Sisters var baseret på et koreansk folkeeventyr, så er det et utal af billige pulp-krimier og b-film, som ligger til grund for A Bittersweet Life. Handlingen vinder med andre ord ingen priser for originalitet. Omvendt har folk som Quentin Tarantino på glimrende vis demonstreret, at det ikke altid er, hvad man fortæller, der er det vigtigste, men hvordan man gør det. Kim Jee-woon bidrager i dette tilfælde med en forførende billedside og en actionfyldt finale, men på den led adskiller filmen sig ikke fra dusinvis af andre titler i genren. Han finder heller ikke sin niche ved at gå radikalt til værks, som for eksempel Park Chan-wook har gjort med sin hævn-trilogi. Faktisk er A Bittersweet Life på mange måder en konventionel film, der sagtens kan ses som rendyrket popcorn-underholdning. Det, der i sidste ende hæver den over mængden og gør den værd at se, er snarere Kim Jee-woons suveræne beherskelse af filmmediet og sans for de små, men afgørende detaljer.

Hovedpersonen i A Bittersweet Life, Sun-woo, virker umiddelbart lige så klichéfyldt som filmens handling. Han er prototypen på en filmgangster: fåmælt, skruppelløs og yderst effektiv til sit job, som han udfører uden at stille spørgsmål. Men han er også en tom skal, der ikke har andet at lave end at tænde og slukke lyset i sin lejlighed, når han kommer hjem. Det er først, da han bliver sat til at passe på sin chefs kæreste, Hee-soo (Shin Min-a, Volcano High, 2001), at der opstår sprækker i den hårde overflade. Det er oplagt at tro, at Sun-woo forelsker sig i pigen, men så enkelt har Kim Jee-woon ikke tænkt sig at gå til værks. Alle ansatser til den forventede kærlighedshistorie stoppes reelt, inden den når i gang, og Hee-soo er stort set ikke med i filmens anden halvdel. Hun er i stedet katalysatoren, der åbner Sun-woos øjne for, hvordan han skal blive et helt menneske. For trods en direkte ordre om det modsatte lader han pigen leve, da det viser sig, at hun har en anden. Chefens straf falder prompte og er yderst brutal, men Sun-woo er stædig og har nu kun én tanke: at konfrontere sin tidligere arbejdsgiver.

Det mest imponerende ved A Bittersweet Life er derfor hverken de flotte billeder eller de eksplosive actionsekvenser, men mere at det lykkes at få gjort en træmand som Sun-woo interessant. Der er trods alt tale om en person, der er lige så anonym som de jakkesæt, han bærer, og som er bedre til at brække folks lemmer end til at formulere sig i tale. En stor del af fortjenesten ligger hos Lee Byung-hun (Joint Security Area, 2000), som i mangel af rappe replikker har været tvunget til at finde på andre måder at karakterisere Sun-woo på. Ved hjælp af små ændringer i sit kropssprog og ansigtsudtryk formår han at give indtryk af en person, som er blank på overfladen, men indvendig rummer en masse hengemte følelser.

Det er i sin leg med gangstergenrens konventioner, at Kim Jee-woon formår at overraske med A Bittersweet Life. Men det familiære går samtidig hen og forhindrer, at filmen bliver det mesterværk, man havde håbet på. Efter første gennemsyn sad undertegnede tilbage med en begejstring over den filmtekniske udførelse, men også med en svag skuffelse over, at instruktøren ikke havde mere nyt at byde på. Ved andet gennemkig begyndte de andre lag i historien at træde tydeligere frem, men A Bittersweet Life ender stadig med at være en film, der er lettere at beundre end holde af.