the red shoes

H.C. Andersens eventyr om de forheksede røde sko, der tvinger en ung pige til at danse og danse, indtil hendes fødder må hugges af, har appelleret til adskillige filmskabere gennem tiderne. Det bedste eksempel er Michael Powell og Emeric Pressburgers balletdrama The Red Shoes (1948), der på smuk vis får blandet melodrama, gru og poesi. Helt så heldig er koreanske Kim Yong-gyun ikke med sit bud, gyseren The Red Shoes, som fejler på flere punkter. Et af dem er, at skoene i filmen faktisk ikke er røde, men lyserøde. Det skyldes, at eventyret i Sydkorea af uvisse årsager er kendt som De Lyserøde Sko, og så må publikum leve med, at filmen er blevet udstyret med en lidt misvisende engelsk titel. Men The Pink Shoes har selvfølgelig ikke nær den samme klang af uhygge...

På en måde er det nu meget passende, at skoene i stedet for en stærk rød farve har fået en fesen lyserød. For trods et lovende udgangspunkt ender The Red Shoes med at være en bleg efterligning af andre asiatiske gysere, primært Ring (1998) og Dark Water (2002). Hovedpersonen er ligesom i de to film en enlig mor, der kæmper mod en overnaturlig forbandelse. Efter at have opdaget sin mand i seng med en anden kvinde, flytter Sun-jae (Kim Hye-su, Three: Memories, 2002) ind i en forfalden lejlighed sammen med sin lille datter. Da Sun-jae er meget glad for sko, og en aften finder et lyserødt par efterladt i et tog, falder hun for fristelsen og tager dem med hjem. Det kommer hun dog snart til at fortryde. Skoene viser sig at have en blodig forhistorie og flere liv på samvittigheden. Samtidig har de en uheldig indvirkning på både mor og datter, som inden længe bogstaveligt talt slås om at have dem på.

Beskrivelsen af forholdet mellem mor og datter samt Sun-jaes forsøg på at finde sig til rette i sin nye tilværelse, er de dele af filmen, der fungerer bedst. Rent visuelt er The Red Shoes også ganske interessant. I flere scener stilles der skarpt på et udsnit af billedet, mens resten er ude af fokus. Teknikken begrundes delvist af, at Sun-jae er øjenlæge og selv har lidt problemer med synet, men den er også med til at skabe en urovækkende stemning, fordi man ikke helt ved, hvad der befinder sig ude i kanterne. Derfor er det ironisk, at filmens største fejl er, at den rent fortællemæssigt er for ufokuseret. Instruktøren virker splittet mellem, om han skal lave en psykologisk præget gyser a la The Uninvited (2003), eller én der baserer sig mere på direkte virkemidler som The Doll Master (2004). Resultatet bliver hverken-eller. Det psykologiske aspekt udvandes af de voldsomme effekter, og de kunstfærdigt udførte mordscener føles ude af trit med filmens afdæmpede, mere realistiske grundtone.

The Red Shoes er bestemt ikke uden kvaliteter, men ender alligevel med at blive en temmelig trættende oplevelse. Filmens choksekvenser er såmænd effektive nok, men de er alle af den billige karakter: Enten består de af en biperson, som pludselig dukker op i billedet og overrasker hovedpersonen, eller af bloddryppende scener der viser sig at være en drøm. De kan gå an en enkelt gang, men når de gentages, begynder det at blive anstrengende. Trættende er det også, at der lægges op til en overraskende afsløring mod slutningen, som alle øvede gyserfans med lethed kan gætte. Og så falder filmen for fristelsen til at føje ikke én, men hele to slutscener på, som forvirrer mere, end de forklarer.

Der er således ikke meget H.C. Andersen over The Red Shoes - nærmest lige så lidt som den koreanske Matrix-klon Resurrection Of The Little Match Girl (2002) har til fælles med Den Lille Pige Med Svovlstikkerne. Kun i en enkelt scene hvor der falder blodrøde snefnug fra nattehimlen, fanger instruktøren Kim Yong-gyun den kombination af poesi og gys, som eventyret om de røde sko lægger op til. Og det er alt for lidt, når folk som Powell og Pressburger kunne fylde en hel film med det.