Eiga

the twilight samurai

(tasogare seibei)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
The Twilight Samurai





The Twilight Samurai





The Twilight Samurai





The Twilight Samurai





» Se slideshow...
»Tiderne ændrer sig.«

»Når de gør det, vil jeg være bonde. Det er det, jeg passer bedst til.«


Det er ikke let at være nogen, som salig Dan Turell udtrykte det. Det er heller ikke let at være samurai. Bare spørg Seibei (Hiroyuki Sanada), hovedpersonen i The Twilight Samurai. Han er en fattig, underordnet samurai, som i midten af det 19. århundrede er ansat i sin lensherres forrådskammer. Som enkemand er han alene om at passe sine to små døtre og sin gamle, senile mor, så når arbejdsdagen er omme, afslår han kollegernes tilbud om en fyraftensdrik og haster hjem. Det har givet ham øgenavnet "Tusmørke-Seibei", hvilket også er filmens originale titel. Seibeis tilværelse ændrer sig dog til det bedre, da han møder barndomsveninden Tomoe, men det er kun indtil, hendes voldelige eksmand udfordrer ham til en duel. Derfra udvikler både filmen og Seibeis liv sig i en uforudsigelig retning.

The Twilight Samurai er noget nær det tætteste, man kommer på en socialrealistisk samuraifilm. Der er meget langt hen til det traditionelle portræt af de krigeriske samuraier. I stedet berettes der om en stilfærdig mand, hvis største ambition er at få hverdagen til at hænge sammen og være en god far. Alt dette skildres afdæmpet og uden den store hast i en række små, præcise scener. Den mest dramatiske hændelse i filmens første halve time er faktisk, at Seibei får en reprimande på sit arbejde, fordi han ikke har haft tid til at vaske sig og er begyndt at lugte.

Det lyder umiddelbart lumsk kedeligt, men det er det ikke. I stedet lider man med Seibei, når han vender sine hullede sokker og bijobber med at lave fuglebure, for at få økonomien til at slå til. Så da han kastes ud i en duel, bliver filmen regulært nervepirrende, fordi man har investeret så meget i Seibei. For selv om The Twilight Samurai forekommer at være en anti-samuraifilm, så er den det på samme måde, som Clint Eastwoods Unforgiven (1992) var en anti-western. Den gør op med myterne, men sørger samtidig for at overholde genrens konventioner.

Et andet fællestræk er, at begge film handler om mænd, der egentlig har lagt våbnene på hylden, men som omstændighederne tvinger tilbage i kamp. Så uden at røbe for meget, får Seibei alligevel brug for sine samurai-evner, og man snydes heller ikke for den store slutduel. Men på grund af filmens tvetydighed virker det, som i andre film ville være en kliché, her friskt og originalt. For eksempel er det meget sigende, at den afsluttende duel indledes med, at de to modstandere sætter sig ned og fører en flere minutter lang samtale om deres hårde liv.

The Twilight Samurai ender derfor ikke kun med at være usædvanlig, men også usædvanlig vellykket. Det skyldes ikke mindst Hiroyuki Sanada, der med små midler formår at antyde, at der lurer noget under den stoiske overflade. Da han til sidst endelig giver udtryk for sine inderste følelser, virker scenen desto meget stærkere, og man forstår, at præstationen blev belønnet med det japanske svar på en Oscar.

Hiroyuki Sanada er dog langt fra den eneste, som har grund til at triumfere. Det samme har filmens instruktør, Yoji Yamada, som indledte sin karriere tilbage i 1950'erne. The Twilight Samurai ryddede nærmest bordet ved uddelingen af de japanske filmpriser i 2003 og var blandt de nominerede til en Oscar for bedste udenlandske film i 2004. Den over 70-årige Yoji Yamada har instrueret filmen i en tidløs stil uden brug af store kulisser, flotte kostumer eller avancerede effekter. Af samme grund virker The Twilight Samurai blot endnu stærkere, fordi alt er barberet ned til det mest essentielle. Tilbage står portrættet af en mand, som umiddelbart ikke gør det store væsen af sig, men viser sig at rumme en masse af værdi indeni. Nøjagtig lige som filmen.


lars ahn pedersen, 6. oktober 2004


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

The Twilight Samurai



yoji yamada

japan 2002

129 min.