Eiga

r-point

(romeo point)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
R-Point





R-Point





R-Point





R-Point





» Se slideshow...
»We’re dying like hell!«

Vietnam, 1972: En hårdt såret koreansk soldat ligger på et militærhospital. Hans ansigt er fuldstændig skjult af bandager. Kun munden er synlig. Ved siden af hans seng sidder en mand, der forsøger at få soldaten til at forklare, hvad der er sket. Soldaten er helt ude af den, ligger bare og klynker usammenhængende. »Hvis alle dine mænd er døde, hvordan kan det så være, at vi har modtaget radiobeskeder fra dem de sidste uger?« »Det er umuligt. De er alle sammen døde. Jeg samlede selv deres hundeskilte sammen. Med de her hænder.« Soldaten løfter armene og viser nogle blodige stumper frem. »Var det Vietcong, der gjorde det?« spørger manden. »Nej, der findes ingen Vietconger i R-Point... De er døde, alle sammen døde!« plaprer soldaten og udstøder et rædselsslagent, hæst skrig.

Sådan begynder den koreanske krigsgyser R-Point. Handlingen centreres om den hårdkogte løjtnant Choi (Kam Woo-Sung), som sendes ud for at lede efter den forsvundne deling. Ni mand tager afsted med forhåbninger om at vende hurtigt tilbage, men det viser sig, at missionen ikke er så nem, som de først troede. Underlige lyde i natten, en mystisk sten med kryptiske inskriptioner om, at de, der kommer med blod på hænderne, aldrig vil vende tilbage, og mærkelige syner, plager mændene. Det gør dem gradvist mere nervøse. De finder en gammel, forfalden bygning, der stammer fra kolonitiden. Her arrangerer de deres hovedkvarter, men det bliver snart klart, at huset ikke er sikkert. En gruppe amerikanske soldater kommer midt om natten, for at advare og fortælle, at en deling franskmænd blev slået ihjel i og omkring huset for mange år siden. De koreanske soldater bliver mere og mere utrygge. Nogle ser spøgelsessoldater, der forsvinder, når man taler til dem, og radiooperatøren får uhyggelige beskeder på fransk. Langsomt går det op for Choi, at ånderne fra - for længst døde og myrdede - vietnamesere og franskmænd har indtaget R-Point og er i færd med at ødelægge hans lille gruppe.

R-Point er på mange måder en ganske traditionel gyser, men krigselementet gør den lidt speciel. Vietnam-krigen er blevet behandlet i mange film, men der har ikke været mange gysere, der tager udgangspunkt i den. Bortset fra den amerikanske Jacob’s Ladder (1990), der ligesom R-Point har overnaturlige elementer. Det er dog ikke selve Vietnam-krigen, filmen beskæftiger sig med. Filmen kunne sagtens have udspillet sig under en hvilken som helst anden krig, da den ikke kommer ind på baggrunden herfor. Men krigsgysere er der som førnævnt ikke mange af, så alene derfor er R-Point interessant. Den er også meget stemningsfuldt filmet med mange natoptagelser, der fint formidler utrygheden og den lurende angst, samtidig med at den også formår at gøre den solfyldte jungle til et farefuldt sted.

Der er ikke brugt mange specialeffekter, eftersom filmen ikke forlader sig på blod og grafisk udpenslet vold. Uhyggen bliver opbygget via kameraføring, lyssætning og brug af filtre. Især er en scene med Choi, der står på en mark i tordenvejr, mens lynene glimter og afslører en kirkegård fuld af hvide trækors, utrolig flot og fanger hele filmens tone perfekt.

Historien er simpel, og man skal ikke tænke for dybt over den logiske sammenhæng, men den fungerer udmærket som katalysator for de uhyggelige begivenheder. Til at give historien troværdighed og sjæl fungerer de ni soldater helt fint, selv om man godt kunne have ønsket lidt større originalitet, da deres roller er meget stereotype. Som lederen, løjtnant Choi, spiller Kam Woo-Sung (Spider Forest, 2004) afdæmpet og solidt, omend han godt kunne have vist lidt flere følelser. Det virker mærkeligt, at han i den grad kan bevare det kølige overblik, efterhånden som hans mænd bukker under én efter én. På trods af disse skønhedsfejl er R-Point en seværdig og veludført gyser, der formår at fremstille sin enkle historie på troværdig vis.


helene hindberg, 12. januar 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

R-Point



kong soo-chang

sydkorea 2004

107 min.