nin×nin ninja hattori-kun the movie

Ninja-filmen er tilbage. Med Spider-mans smidighed, Supermands hurtighed og camouflage som en kamæleon misundes ninjaen Hattori-kun af superhelte. Han er i hvert fald en af Japans mest elskede figurer fra en populær manga-tegneserie, skabt i 1964 af Fujiko Fujio. Det fik japanerne til at strømme forventningsfulde ind i biografen i august 2004, for at se NIN×NIN Ninja Hattori-kun The Movie. Instruktøren Masayuki Suzuki har bragt mangaen op på det store lærred i et løjerligt tegneserieunivers med action og komedie på linje med film som Volcano High (2001) og Arahan (2004).

I filmen er ninja-figuren Kanzo Hattori (Shingo Katori) blandt de sidste, uddøende Iga-ninjaer i en moderne tidsalder. Ærkeklanen Koga Ninja lever talrigt, men har opgivet deres kodeks, ved at tilpasse sig det moderne samfund. Blandt medlemmerne er en vinduespudser, en avisomdeler, en husmor, en skuespiller og en folkeskolelærer. Hattori skal bestå en sidste test fra sin aldrende fader, før han kan kalde sig en sand ninja. Han skal bevise at kunne opretholde Ninja-kodekset, ved at modstå fristelserne i Edo (Tokyo). Hattori skal anse det første menneske, han møder, som sin herre, og beskytte denne med sit liv - uden at afsløre sin identitet overfor andre. Æren tilfalder den 12-årige dreng Kenichi (Yuri Chinen). Mens Hattori tilpasser sig Kenichis liv, sker der nogle mystiske seriemord, som vækker politiets mistanke om, at en ninja kan være på spil. Det leder til handlingens kerne, hvor Hattori stilles i et dilemma: om han har fundet noget, som er hævet over Ninja-kodekset, og derfor må beskytte det for enhver pris, selvom det betyder afsløring af sin identitet.

Historien er enkelt set "Tarzan møder civilisationen, og ensom dreng får en oplevelse ud over det normale". Det lyder ikke originalt, men filmens univers føles konsekvent og tro mod tegneserien. Afsættet er Hattori selv, som hofnar-udgaven af en typisk ninja. Filmens uvirkelige natur føres videre i en scenografisk trummerum. For eksempel på vej hjem fra skole iagttager Kenichi hver dag en blind og uskyldsren, ung pige, Midori (Rena Tanaka), som sidder på en altan og maler de samme naturlandskaber om og om igen. På politistationen er der nogle næsten neurotiske politibetjente, der plages af fortvivlelse over, hvordan de skal forholde sig til ninja-mord. Hjemme hos Kenichi viser et tv næsten altid en reklame for Happy Cola, med de hypnotiske slagord "happy, happy, happy", og cola-dåserne flyder overalt i filmens miljø som en anden forsumpende fristelse. Et ovenud euforiserende univers.

Meget betagende er afvekslingen af lokaliteter og computereffekter. Fra en flot introduktion, der udfoldes med akrobatisk slåskamp på traditionel ninja-manér i en skov, over Hattoris supermandsspurt til Tokyo og ninja-hop på højhuse. Derfra et Spider-man-sving ned igennem trafikken, med en landing på toppen af Tokyo Tower. Alt imens svimlende kamerapanorering giver sus i maven. Særlig idérig er Hattoris konfrontation med en Koga Ninja i civil, læreren Kemumaki (Gori), på en skole. En ninja-manøvre fryser tiden, så de to uden børnenes postyr kan følge op på gammelt regnskab. Det munder ud i en flashback-kampscene i et tidløst og anonymt, snehvidt landskab. Det hele danner en fabelagtig atmosfære, som forankres af retro-synthesizermusik fra Takayuki Hattori. En slags orientalsk version af temaet fra Den Uendelige Historie (1984).

Instruktøren har en stilbevidst sans for actionscener tilsvarende Ryuhei Kitamuras Versus (2000) og Sky High (2003), omend NIN×NIN nærmest misbruger projektil-slowmotion. En kulminerende kampscene savner energi - en endelig finesse, hvor samtlige ninja-manøvrer tages i effekt. Filmens seje ninja-skurk, Korakage (Takeshi Masu), lægger med sin sorte dyreskindsfrakke og brylcreme-tilbageredede hår også op til en rå, fetichistisk kant, som heller ikke forløses.

NIN×NIN Ninja Hattori-kun The Movie bør tiltale enhver barne- og voksensjæl med hang til det fantastiske. Det er filmens berusende magi. Nogle vil måske se det som en svaghed, og sikkert ikke alle vil bryde sig om filmens sødladne slutning og Hattoris lidt vel lalleglade natur. Men det vigtige her er i mine øjne, at ninja-filmen er genoplivet i nye, dugfriske klæder og med en fornyet, tegneserisk råstyrke og poesi, der er svær ikke at holde af.