Eiga

helene i korea

Der var meget livligt omkring vores hotel om aftenen.





Mange af butiksfacaderne var fulde af farver og meget specielle.





Små madboder som denne står side om side i Seouls gader.





I betragtning af det lidet flatterende navn ser stedet ret pænt og indbydende ud.





Denne lille gade lå bag hotellet. Det røde skilt er butikken Ihavename.





Buscentralen i Seoul.





Udsigt fra bjerget i Goseong mod havet.





Busstationen i Goseong. Vi var godt nok kommet på landet.





Dette var værelset på vores love motel i Goseong (navnet var Amiga Hotel). Yderst smagfuldt og stilrent indrettet. Den lille kommode til højre havde falske skuffer!





Thomas og Jays hus i Goseong.





Det er Thomas i blåt bryllupstøj og Jay til venstre i brudekjole.





Det er så Thomas' brud, Jay, til venstre og hendes ven, japaneren Hidenori. Jay følte sig meget utilpas i det traditionelle kostume. Normalt går hun aldrig med make-up eller fint tøj.





Sådan her ser der ud i Goseong, hvor Thomas og Jay bor. Altså udenfor byen .





Her var zoneterapistierne i Goseong.





Incheon Lufthavn.





Et smukt gammelt Yangban-hus.





Denne her søde lille motorcykel passer lige til mig.





Det var en af de mere specielle højhuse. Faktisk viste det sig at indeholde skattedepartementet!





Nattebillede fra vores kvarter. Butikker og restauranter breder sig op i flere etager.





» Se slideshow...
I kvarteret Insadong satte vi os for at drikke te i et dejligt lille tehus, der lå i en gammel traditionel bygning. Jeg fik en lækker kold te af nogle røde bær, der hedder omija. Efter parken gik vi hen og kiggede på det tempel, vi hele tiden havde været på vej hen til. Det var ved at blive renoveret, så der var store dele af det, man ikke kunne se ordentligt. Bagefter gik vi lidt omkring i Insadong, der er fuld af tebutikker og kunsthandlere. Her købte vi et rigtig fint lille tesæt plus flere forskellige slags te.

Om aftenen spiste vi på Jackie's Kitchen. En restaurant der er lavet som hyldest til Jackie Chan. Der er to af dem her i Seoul, og i den ene af dem er der store fotostater af Jackie over det hele plus nogle virkelig grimme relieffer på væggen (der også forestiller ham). Bag på menukortene er hans autograf og på reklamerne for stedet står han i kampstilling. Storslået.

Jeg har opdaget nogle virkelig lækre snacks. De bliver kaldt "trekantsushi" og er som navnet lyder trekantede risboller rullet ind i tang med forskelligt fyld. De smager helt vildt godt og koster kun fire kroner. Dem kunne jeg godt blive afhængig af...

Dag 7: Østens Reneste By
I dag var en ret stille dag. Først tog vi hen i Insadong igen (kvarteret med kunst- og tebutikker). I boghandlen Seoul Selection kiggede vi på bøger og købte to om Korea plus lydsporet til Resurrection Of The Little Match Girl. I Insadong ledte vi efter nogle sjove tehuse og fandt et, der hedder ”Moonbird thinks only of the Moon”. Det var et virkelig spøjst sted fuld af alt muligt skrammel. Udenfor stod der bure med små fugle i og indendørs havde de rislende vand i kummer. Her fik vi en meget speciel men lækker ingefærte, der nærmest smagte af lakrids.

Bagefter tog vi ud til 63 Building, der ligger på Yeouido - en lille ø i Han-floden. Her skete der nu ikke rigtig noget, så vi tog tilbage til hotellet og tjekkede en butik, der har "characters" – det vil sige figurer fra film og spil. Kors, hvor havde de meget. Det var helt vildt.

Resten af dagen blev brugt på hotelværelset med at læse i vores bøger og slappe af. Jeg har aldrig været i en by med så mange og så pæne toiletter. Det er ligegyldigt, hvor du er. Der er altid et wc i nærheden, der er rent, har toiletpapir og ikke stinker. Fantastisk. Man får bukket en hel del i løbet af sådan en dag. Jeg har snart helt ondt i ryggen.

Dag 8: Krig og shopping
I dag var det gråt og blæsende, så vi besluttede os for lidt indendørsaktiviteter og tog på War Memorial-museet. Uha, det var en strid omgang. Man blev helt rørt og undrede sig over, at koreanerne har kunnet holde til alt det, de har været igennem op gennem historien. Noget der brød den lidt knugende stemning var de horder af skolebørn, der væltede rundt over det hele.

Museet var virkelig godt og spændende indrettet. Udstillingerne var en blanding af udstillede genstande og videoer, som man kunne sidde og se (desværre var de fleste kun på koreansk), flotte og detaljerede dioramaer og realistiske scenerier, der skildrede forskellige vigtige begivenheder. Et af rummene var indrettet som et helt slumkvarter, som de så ud lige efter Korea-krigen. Der kunne de danske museer virkelig lære noget. Det var også kæmpestort, og til sidst var man fyldt til randen med krigsbilleder, krigsmateriel og krigslyde. Så daskede vi lidt rundt i undergrundsmarkeder, var et smut i Lotte Department Store og regnede så med at tage i biografen, men jeg følte mig lidt sløj og måtte tilbage til hotellet.

Dag 9: Blodig Regn over Lotte
Shopping i dag. Først var vi i en fin lille park, der var fuld af børn i børnehavealderen. Hvor var de bare søde - og sjove. Der sad vi så i lang tid i solen og så på dem. Efter et stykke tid måtte vi videre og tog ud på Dongdaemun-markedet. Der er adskillige små gader proppet til randen med sko. Aldrig har jeg set så mange sko på ét sted! Alligevel lykkedes det ikke Michael at finde nogle, han kunne lide. Jo - de viste sig at være damesko. Han købte dem nu ikke... Øv!

Så gik vi ind i et af de utallige kæmpe varehuse, de har her. Dette her hed noget så mystisk som Hello A/pm. Der vadede vi rundt og kiggede på tøj til Michael. Sælgerne var enormt ivrige og ville virkelig gerne have os til at købe hos lige netop dem, men vi røg ikke på den. Michael købte kun en trøje. De unge koreanere er totalt tjekkede og seje. Faktisk er jeg gået i gang med min egen lille fotoreportage, og har nu fotograferet flere teenagere.

Her til aften var vi inde at se Blood Rain (2005). Den virkede god, selvom det er ret svært at bedømme, når man intet fatter af, hvad de siger. Og den var temmelig brutal og blodig - selv jeg syntes, at det var grumt. Vi så den i Lotte Cinema (man skulle tro, Lotte ejede Korea - alle varer synes at være produceret af Lotte). Det var en rigtig luksusbiograf, og man sad fortræffeligt. Desuden var der fine piccolo'er til både at bukke, når man gik ind og ud.

Dag 10: ”Denmark no. 1 country in the world!”
I dag var det igen dejligt vejr. Højt solskin og varmt med en dejlig frisk brise ind imellem. Om formiddagen var vi i en park, der ligger i forbindelse med en helligdom. Der var rigtig skønt. Koreanerne er gode til det med parker. Der er faktisk rigtig mange i Seoul. Her vandrede vi rundt i lang tid og nød vejret. På et tidspunkt kom der en mand og en kvinde hen til os og spurgte Michael, om han gad at ringe til USA for dem på en mobiltelefon, manden havde med. Vi blev noget overraskede, men var egentlig ved at sige okay, men så forstod jeg, at de troede vi var amerikanere. Det måtte vi jo så sige til dem, at vi ikke var, og så undskyldte de mange, mange gange. Jeg tror, manden skulle tale med en i USA, men ikke var særlig god til engelsk og derfor gerne ville have en amerikaner til at ringe for sig. Skægt, man skal bare sidde lidt stille her i Seoul, så sker der de sjoveste ting...

Om aftenen besluttede vi os til at tage i Itaewon, som er en indkøbsgade tæt på den amerikanske base. Det første sted vi var inde (Nashville), sad vi ved siden af et koreansk selskab, der var i ret godt humør (se: skidefulde og på rulleskøjter). En af mændene kom hele tiden hen og skålede og sagde: ”Happy new year!” Det var ret underholdende. På et tidspunkt skiftede det til: ”Merry christmas!” Så begyndte han at snakke med os og ville vide, hvor vi kom fra. Da han fandt ud af, at vi var fra Danmark, fortalte han, at han havde været i København engang og ”Denmark no. 1 country in the world!” Han informerede også Michael om, at mænd med lidt hår havde god stamina i sengen, mænd med hår i panden var alt for udholdende og mænd uden hår i nakken var alt for svage. Det blev han så ved med at komme og fortælle os mange, mange gange efter hinanden, og jeg tror, han grinede lige så meget som vi gjorde. Til sidst var vi ved at få krampe af grin, fordi han havde gentaget det så mange gange, og fordi han også selv grinede mere og mere for hver gang.

Efter denne (tossede) oplevelse tog vi på en bar, der hedder Gecko's. Den var kæmpestor og fuld af amerikanere - især soldater fra basen. På det bord vi sad ved, lå der en pung, men ejermanden var ikke til at se. Han kom lidt efter og aldrig har jeg set nogen blive så glad. Han kyssede sin pung og blev ved med at takke os for at have fundet den og for ikke at have taget hans penge. Det viste sig, at han var amerikansk soldat og i øvrigt meget, meget fuld. Han købte et gigantisk stort krus øl (cirka ti liter) til os, men så glemte han alt om os og kastede sig over nogle andre. Der var nu ikke særlig rart derinde. Der var som sagt flest vesterlændinge, og de koreanske piger, der var, blev nærmest behandlet som prostituerede. Jeg kunne også mærke, at det var sådan folk opfattede Michael og mig, og det var mildest talt ubehageligt. Jeg er ikke vant til at blive set ned på og set som et objekt, som man ikke behøver at tage sig af.

Dag 11: Fjollede teenagere
I dag var vi igen kulturelle og tog hen for at kigge på endnu et palads. Der var mange bygninger, blandt andet et spøjst vesterlandsk hus, der var bygget i begyndelsen af 1900-tallet til den afsatte konge (japanerne havde jo invaderet landet og afsat kongen). Bagefter stod vi og kiggede på fjollede teenagere i lang tid. Der var nemlig et stort springvand foran Seouls rådhus, et af den slags, der springer helt tilfældigt med mange stråler. Her stod der en masse skoleelever og hvinede, smed vand på hinanden og løb gennem vandstrålerne. Det var rigtig sjovt at kigge på. Så var vi lige inde på Lotte Hotel - bare for at se, hvordan der så ud. Det er stort! Og igen, bukkende mennesker over det hele.

Dag 12: Nostalgi og Taekwondo
I dag shoppede vi gaver. Det var noget, jeg havde frygtet lidt, for jeg forestillede mig, at det måske ville komme til at tage en evighed, men det gik ret nemt. Vi har næsten fået købt alt, der mangler bare lige et par ting. Kufferten er nu proppet til randen, og vi må se i øjnene, at det er nødvendigt med en ekstra taske. Det burde så også være nok. En hel kuffert mere behøves ikke.

Vi var også på Kukkiwon (hovedkvarter for World Taekwondo Federation) og så deres lille Taekwondo-museum. Det var helt nostalgisk at finde billeder af mine gamle trænere Josef Salim og Tonny Sørensen fra de gyldne dage, da Danmark var en prominent Taekwondo-nation.

Nu er der ikke megen tid tilbage herovre. Trist. Jeg kunne godt lige bruge en måned mere. Eller et par år. Men det bliver også dejligt at komme hjem igen.

Dag 13: Totoro og Jackie Chan
I dag havde jeg det ikke så godt. Følte mig lidt febril og slatten, så efter at have været i COEX (igen!) og kigge på Totoro-ting, måtte jeg gå lige på hovedet i seng. I COEX fik vi også spist på den anden af de to Jackie Chan-restauranter. Det var den med de mindre kønne relieffer af ham på væggene. Der hang også et stort banner med hans autograf ved siden af reliefferne. Og i vinduet stod der en helt vildt fed figur af ham fra Drunken Master II (1994). Jeg var lige ved at hugge den eller spørge, hvor meget de skulle have for den.

Dag 14: Flere gaver
I dag stod den på gaveindkøb, jagt på en bestemt slags koreansk musik, som Michael er fast besluttet på at finde nogle cd'ere med (selvom koreanerne vist synes, det er håbløst gammeldags) og så ind og se Antarctic Journal (2005). I morgen regner vi med at tage hen og kigge på en bar, hvor man skal være udklædt for at komme ind. Man kan så vælge kostumer, som baren stiller til rådighed... Det lyder virkelig bizart. Inden turen går sydpå, tager vi ind og ser live bands på en klub, der hedder Drug. Deres bands skulle spille punk og ska.

Det endte så med, at jeg købte et par sandaler, en pung, et par Kitty-øreringe og et Kitty-armbånd til mig selv, men sådan går det jo tit, når man ser på gaver til andre. Men nu skal jeg altså heller ikke have mere.

På vej rundt i byen så vi paladsgarden (det svarer vel til livgarden derhjemme - de koreanske er bare i traditionelle kostumer) komme gående og skifte på pladsen foran rådhuset. Samtidig var der en eller anden demonstration, så det var en mystisk blanding af gammel koreansk hofmusik og protestsange! Koreanerne har længe været kendt for at være nogle hårde hunde, når det kommer til demonstrationer. Arbejdere og studenter finder sig bare ikke i noget herovre. Og det er jo kun godt. Det er en sjældenhed i verdenshistorien, at intellektuelle og arbejdere har kunnet stå sammen, men det lader til, at de samarbejder fint her.

Så var vi inde og se Antarctic Journal, og den var slet ikke så tosset. Igen: Det er jo ret vanskeligt, når man ikke forstår sproget, men vi fattede da hovedtrækkene i historien, og der var en god stemning i filmen.


Side 1 2 3

helene hindberg, 7. september 2005

Helene i Korea