Eiga

helene i korea

Dag 15: En sidste gave
I dag skulle vi lige købe en sidste gave plus en kuffert/taske til os selv, og så stod den også på Star Wars: Episode III (2005). Vi kunne jo lige så godt se den her som derhjemme. Jeg synes, den var rigtig fed. Meget bedre end jeg havde forventet. Men nu havde jeg jo så heller ikke ventet mig specielt meget af den. Det var helt underligt pludselig at se en film, hvor man forstod alt, hvad de sagde.

Dag 16: Ædedolkenes Paradis
Så er det sidste dag, før turen går sydpå til bryllup. Vi købte en lille weekendkuffert til de sidste ting og til at have med ned til den vordende brudgom, Thomas (det ville være lidt åndssvagt at slæbe hele den store kuffert med derned for tre dage).

Om eftermiddagen spiste vi noget take away-sushi (sushi er meget billigt herovre - det er få menuer, der koster over 60 kroner), og om aftenen tog vi afsted for at finde den tidligere omtalte udklædningsbar. Den kunne vi nu ikke finde. I stedet gik vi omkring i området, hvor den skulle ligge, og det var også sjovt. Her lå (som overalt) restauranter over det hele, men de så lidt anderledes ud, end dem der ligger her ved hotellet. Meget mere lokale og i indretning mindede de lidt om små, lokale tavernaer i Grækenland. Desuden var de fleste indrettet som i gamle dage, det vil sige man sidder på gulvet ved lave borde og spiser.

På vej ned ad en gade, kom der pludselig en række jernbaneskinner på tværs. De var nedlagt og halvt gravet op, men nogle af dem var som sagt blevet liggende. Omkring dette stykke lå der cirka fem spisesteder, som var proppet med gæster, der sad udendørs og grillede koreansk mad over små trækulsbål. Folk sad også helt ude på jernbaneskinnerne. Det så helt vildt hyggeligt ud, så vi har bestemt at spise der, når vi vender tilbage til Seoul. Korea må være paradis for madelskere. Man kan få al slags mad lige fra kebab til eksklusive menuer med personlig tjener. Overalt i Seoul sidder, står eller går folk og spiser, og man har på fornemmelsen, at gennemsnitskoreaneren spiser mindst syv måltider om dagen.

Butiksnavne: Ihavename (stavet ud i én kør), Sexy Pig (billede af en gris i "sexet" kjole, der bliver stegt over et bål!), Club Nude (det er en tøjbutik! Og deres logo er en nuttet lille kat) og Swine, der var en vinbar.

Dag 17: Goseong
Vi tog bussen til Goseong fra en ekspresbusstation, der ligger her i Seoul. Jeg var en lille smule nervøs for, om vi nu kom med den rigtige bus, men alt gik glat, og busturen forløb uden forsinkelser eller noget. Det tog godt nok lang tid at komme ud af Seoul, for der var lange køer på de store veje (men det var jo også weekend). Da vi først var kommet ud af storbyen, kørte trafikken ubesværet. Korea har en virkelig imponerende infrastruktur, og vejene er meget velholdte.

Landskabet er præget af bjerge (70-80% af Korea består af bjerge), og det gjorde stort indtryk på Michael. Det er jo også underligt at se bjerge overalt, når man kommer fra sådan en flad pandekage af et land som Danmark. Bussens endestation var godt nok ikke Goseong, men vi kom fint af hvor vi skulle alligevel. Stort set alle vejskilte på motorvejene er skrevet på både engelsk og koreansk, så det er faktisk relativt nemt at finde ud af. Vi ringede så til Jay (Thomas' koreanske kæreste og kommende kone), og hun og Thomas kom og hentede os på stationen fem minutter efter vi havde ringet.

Nu var vi virkelig kommet på landet. Goseong er en landsby på omkring 50.000 indbyggere, og der er en noget anden stemning end i Seoul. På mange måder minder det landlige Korea mig om Grækenland. De moderne huse ligner i byggestil, vejene minder om de græske veje, og både huse og vejes tilstand minder også en del om det græske. Her var også stille om natten... Bortset fra at det hotel vi boede på, var et såkaldt "love motel" (primært beregnet til kærestepar eller andre, der gerne vil have lidt privatliv), hvor folk havde en tendens til at vælte fulde rundt på gangene. Selve hotellets indretning var et kapitel for sig. Sjældent har jeg set noget så grimt og smagløst! Men sjovt.

Thomas og Jay har lejet et lille hus på årsbasis, og der var vi selvfølgelig også en del. De fleste danskere ville nok betragte det som noget nær saneringsmodent, men det fungerer fint (vi er jo altså også meget forkælede og kræsne - altså danskere). Vi fik også mødt Thomas' familie og bekendte. Alle var supersøde, og vi havde det rigtig hyggeligt.

Dag 18: Brylluppet
Brylluppet skulle foregå klokken 13, men hverken Thomas eller Jay var helt klar over, hvad der skulle ske. Så alle var ret spændte. Det eneste der var sikkert var, at de skulle have noget traditionelt bryllupstøj på, men hvordan selve ceremonien foregik vidste ingen åbenbart. Da vi ankom til The Wedding Hall, var Thomas ved at blive klædt på. Han havde fem lag tøj på, og der var ingen aircondition, så han svedte temmelig meget. Under hele ceremonien snakkede folk løs. Der var med andre ord en ret uhøjtidelig og afslappet stemning. Det hele var overstået på kort tid, og så begyndte alle at myldre ned til maden, der blev serveret på etagen nedenunder.

Da Thomas og vi andre nåede derned, var en del af gæsterne allerede færdige og var gået! Men det er åbenbart helt normalt i Korea. Det virkede ret sjovt. Her i Danmark er vi jo vant til meget lange middage med taler og sange og alt muligt, og det er uhøfligt at gå, inden alle har rejst sig fra bordet, og man i hvert fald har været der et stykke tid efter maden. Sådan er det altså ikke i Korea. Her kaster man maden i sig, afleverer sin gave og er ude af vagten igen... Egentlig passede det os danskere meget godt. Så slap man for at være bange for at gøre noget forkert og sidde højtideligt til bords med en masse mennesker, man ikke kendte og ikke kunne tale med.

Efter selve brylluppet sad vi bare hjemme hos Thomas og Jay og hyggede os. Om aftenen fik vi noget takeaway-kylling og så var det på hovedet i seng.

Dag 19: Zoneterapi på en bjergtop
Jeg tog sammen med Michael, Thomas og flere på sightseeing i Goseong. Turen gik op på et lille bjerg i byen. Der er lige blevet anlagt fine vandrestier, flotte nye gadelygter og små pavilloner til picnic-ture deroppe, så alt var splinternyt og skinnende. Der var også blevet lavet to små stier med massagesten, det vil sige der var blevet lagt en "forhindringsbane", der skulle fungere som en slags zoneterapi, når man gik på den med bare fødder eller på strømpesokker. Den måtte vi jo lige prøve, for efter sigende skulle man få ondt i fødderne i flere timer efter. Jeg synes nu ikke, det var så slemt, men man kunne da godt mærke det.

Så gik vi ned på den anden side af bjerget, der ligger lige ned til havet (der er nu ikke nogen rigtig strand) og langs med havet rundt om bjerget tilbage til byen. Det var en fin gåtur. Ned mod vandet lå der både små skæve blikhytter og et stort fint luksushotel side om side. Om aftenen tog vi på restaurant. Vi blev hentet i en minivan af en af tjenerne. Det må da siges at være fin service. Det viste sig også at være nødvendigt, for den lå lang pokker i vold ude midt i ingenting på en bjergskråning. Men der var en herlig udsigt.

Dag 20: Sidste dag
Så er det sidste dag i Seoul. Det var rigtig sjovt at besøge Thomas nede i Goseong, og det ville have været meget rart med lidt mere tid sammen med ham, men hans forældre, bror og onkel plus en af hans venner er der også i øjeblikket, så han har nok at se til.

Generelt om Seoul og koreanere
Der er utrolig meget larm over det hele. Koreanere elsker åbenbart larm, for der er simpelthen høj musik alle steder. De myldrer frem og tilbage, og der er bare mennesker overalt. Alle er enormt søde og venlige og hjælpsomme, selvom de har store problemer med det engelske. De er som regel bedre til at skrive det end tale.

Biograferne er kæmpestore. I nærheden af vores hotel ligger der en bygning på ni etager – og den indeholder kun én biograf. Der er cirka to sale på hver etage. I COEX Mall var der en biograf med nogen og 20 sale. De er hypermoderne med alt det nyeste billed- og lydudstyr.

Der er én ting, der virkelig er svært at vænne sig til som dansker. Koreanerne skubber virkelig. Og ingen siger undskyld for det. Og så har de ikke noget imod at sidde helt tæt op ad hinanden i for eksempel undergrundsbanen. Herhjemme er vi jo ikke meget for nærkontakt med fremmede mennesker, så man skal altså lige vænne sig til det.

De spiser som gale. Aldrig har jeg været ude for et folk, der propper sig i den grad. Jeg fatter ikke, hvor al maden bliver af, for der er ikke særlig mange overvægtige mennesker her. Små, spinkle piger sidder på restauranterne og fortærer bjerge af mad. Og mindst hver anden butik i Seoul er enten en restaurant, et snacksted, en bar (hvor de "snacks" man kan købe er måltider til en to-tre personer), eller et eller andet, hvor man kan få noget mad. Hver morgen i morgen-tv på KBS 2 kan man se deres reportere gumle sig igennem oceaner af lækkerbidskener.

De har faktisk punkere og goths her. Ikke så mange, men vi har da set et par stykker. De unge fyre går virkelig og slasker, men det er sikkert moderne at gå på den måde...


Side 1 2 3

helene hindberg, 7. september 2005

Helene i Korea