wonderful days

Når talen falder på animerede spillefilm fra Asien, er det normalt underforstået, at man taler om japansk anime. Der laves ellers masser af animation andre steder, ikke mindst i Korea, men det er oftest til japanske film eller amerikanske serier - ikke egne produktioner. En enkelt væsentlig undtagelse er den dyre koreanske tegnefilm Wonderful Days (også kendt under den mere rammende, amerikaniserede titel Sky Blue), der på næsten alle områder leverer, hvad man kunne forvente af en tilsvarende japansk produktion.

Godt hundrede år ude i fremtiden er det meste af Jorden ødelagt og forurenet, og end ikke Solens stråler trænger igennem massive sorte skyer. Det gode liv fortsætter imidlertid i den højteknologiske by Ecoban, hvor de velhavende bor. Byen bruger store energiressourcer, som skaffes ved at forurene endnu mere i resten af verden. Her arbejder de knap så heldige udstødte, der meget naturligt pønser på et oprør, en ligestilling af menneskene og en ikke-forurenende energikilde, som igen vil lade den blå himmel titte frem. Midt i det hele opstår et trekantsdrama mellem oprøreren Shua, hans barndomskæreste Jay fra Ecobans sikkerhedsstyrker, samt dennes chef, der også er forelsket i pigen.

Handlingen og figurerne i Wonderful Days er ultimativt tynde klichéer, hvis man tænker over det. En af filmens styrker er dog netop, at den ikke opfordrer til at tænke i de baner, men i stedet hiver én ind i dens univers. For det første er der filmens fremragende visuelle side at koncentrere sig om. Som tidssvarende anime-film er der tale om håndtegnede 2d-figurer kombineret med computerskabte 3d-baggrunde. Begge dele er gennemført håndværk, der resulterer i en langt mere levende oplevelse, end den på mange punkter relaterede Appleseed (2004). Man betages for eksempel af den klassiske animation i en minderig slutsekvens og af 3d-effekterne i flotte arkitektoniske omgivelser, der både nikker i retning af H.R. Giger og Blade Runner (1982). Helt ned til de mindste detaljer som regndråber, er der tydeligvis spenderet masser af penge og arbejdstimer på at imponere. Det lykkes til fulde, selvom det hele tiden holdes på et ikke-pralende og sobert plan.

En anden ting, der begrænser klichéernes skadevirkning i Wonderful Days, er netop dens soberhed. Det kan virke paradoksalt, når man ser på filmens enkelte elementer - her er både en unge der redder dagen, et irriterende sidekick og en tvivlsom selvopofrelse til sidst - men det holdes overordnet set på et respektfuldt plan. Der kunne have været mange decideret tåkrummende scener, hvis det ikke var fordi der generelt blev holdt en afdæmpet, til tider langsommelig, distance til tingene. For eksempel er personernes indbyrdes forhold i trekantsdramaet stort set ordløst, hvilket gør slutningen mere rørende end klam. Et andet eksempel er musikken, som ofte er tavs og kun en enkelt gang nærmer sig det overdrevne - hvis man ser bort fra en dårlig engelsksproget sang. Den generelle tone gør, at man som voksen beskuer ikke føler sig talt ned til, hvilket desværre er et problem i mange andre tegnefilm.

Wonderful Days er overordnet set en god og seværdig film, med så mange positive kvaliteter, at enhver med interesse i genren bør se den. Med alt hvad filmen har kørende for sig, må man dog også ærgre sig over, at den fortællingsmæssigt er så uambitiøs. Så mange gode kræfter burde være brugt på en mere original historie, med dybere overvejelser og ikke mindst mere kødfulde figurer. Måske er problemet bare, at filmen med sine 86 minutter er en halv time for kort, til at kunne tilfredsstille de forventninger, den selv lægger op til. Især trekantsdramaet lider af, at Shua beskrives meget overfladisk, og man kun for alvor føler med Jay. Men Wonderful Days er uden tvivl en skelsættende præstation i koreansk animation, som forhåbentligt vil føre mere med sig.