the president's last bang

Enhver film der handler om mordet på en statsleder, vil nærmest per automatik blive betegnet som kontroversiel. Bare spørg Oliver Stone. Men end ikke han har været ude for, at der skulle en retssag til, før hans film kunne blive vist for offentligheden. Det har hans koreanske kollega, Im Sang-soo, til gengæld prøvet. I 2005 beordrede domstolen i Seoul, at der skulle klippes fire minutter ud af filmen The President's Last Bang, som beskriver timerne før og efter mordet på Sydkoreas præsident Park Chun-hee i 1979. De famøse fire minutter indeholdt dokumentariske optagelser fra studenterdemonstrationer og Parks begravelse, der skulle bruges som henholdsvis indledning og afslutning. Men retten mente, at disse optagelser kunne skabe forvirring om, at der var tale om et fiktionsværk, og forlangte dem fjernet. I stedet er der nu blot en sort skærm med en forklarende tekst, hvilket giver filmen en lidt flad indramning.

Mordet på præsident Park er en af de historier, som tigger om at blive filmatiseret. Hans drabsmand var nemlig ikke en tilfældig galning, men chefen for den koreanske efterretningstjeneste, Kim Jae-gyu. Det kontroversielle ved The President's Last Bang er dog ikke kun, at den handler om mordet på præsident Park. Im Sang-soos film er lige så meget et karaktermord på manden. Selv om Park undertrykte sine politiske modstandere og tildelte sig selv diktatoriske beføjelser, nyder han fortsat en vis popularitet blandt dele af befolkningen. Ét er, at han i filmen beskrives som værende glad for unge kvinder, men med koreanske øjne er det meget værre, at han ifølge filmen yndede at tale japansk med sin stab og beundrede japansk kultur. Men det allermest kontroversielle ligger dog i instruktørens valg af genre til The President's Last Bang. Al logik siger, at et præsidentmord må være en thriller. Det er filmen også, men Im Sang-soo behandler i lige så høj grad begivenheden som en kulsort komedie.

Det er dog ikke kun præsident Park, som får en hård medfart i The President's Last Bang. Det samme gør hans morder, Kim Jae-gyu, der forsvarede sin gerning med, at han gjorde det for at fremme demokratiet i Sydkorea. Ifølge filmen var mordet dog ikke videre planlagt, men snarere en impulsiv beslutning truffet af en efterretningschef, som følte sig ydmyget af sin overordnede. Selve drabet på præsidenten og hans vagter udføres temmelig kaotisk, men det er i den efterfølgende forvirring, at filmen virkelig viser sine satiriske tænder. Samtlige øvrighedspersoner skildres som en flok umodne skoledrenge, der har fået mere magt end de kan håndtere. Alle farer forvildede rundt, og attentatmændene begår den ene bommert efter den anden i forsøget på at skjule beviserne og få kontrol over situationen.

På samme måde ender The President's Last Bang selv med at være en film, der stritter i flere forskellige retninger. Den indeholder både dramatiske og meget blodige scener, men også episoder der er så groteske, at man ikke kan holde latteren tilbage. Det har dog den uheldige konsekvens, at filmen aldrig rigtig finder frem til den stemning af intensitet og panik, som personerne må have følt på mordaftenen, fordi det satiriske element hele tiden lurer i baggrunden. Opbygningen hjælper heller ikke: Den første halve time er lettere forvirrende, fordi man introduceres for en masse personer, man skal have placeret. Selve mordet finder sted midtvejs i filmen og er den mest velfungerende del - den eneste med virkelig nerve. Til sammenligning virker slutningen lidt som et antiklimaks, fordi satiren igen tager over. Im Sang-soo foretager en del modige valg undervejs, men får aldrig helt de forskellige elementer til at spille sammen. The President's Last Bang giver et fascinerende indblik i Sydkoreas turbulente fortid, men nogen helstøbt film er den ikke.