min lange rejse

Har man kun set de i Vesten alment kendte Hero (2002) og House Of Flying Daggers (2004) kan det være meget nemt - og meget forkert - at sætte instruktøren Zhang Yimou i bås. Udover disse ekvilibristiske wuxia-film har kineseren nemlig begået sig i mange andre genrer, primært mere realistiske dramaer som Raise The Red Lantern (1991) og The Road Home (1999). Det er alle filmene tilsammen, der har fået mange til at give Zhang Yimou betegnelsen "mesterinstruktør". Undertegnede synes det virker lige lovligt flot, men lod det komme an på en prøve med instruktørens senere værk, dramaet Min Lange Rejse.

Den aldrende, japanske fisker Takada kontaktes af sin svigerdatter. Hun beder ham tage til byen, for at besøge hans dødeligt syge søn. De to tilbageholdende mænd gemmer på en bitter, intern strid, og har derfor ikke set hinanden i mange år. Faderen er kommet til at fortryde uvenskabet, men sønnen vil stadig ikke vide af ham. Derfor tager Takada en - i alle andres øjne - vanvittig beslutning. Han rejser fra Japan til Kina, for at fuldende sin søns dokumentarfilm om kinesiske maskedanse. Uden at kunne et ord kinesisk - og med en tolk der er næsten lige så dårlig til japansk - rejser den gamle fisker på den måde rundt i Kina på en nærmest håbløs mission, for indirekte at reparere forholdet til sin døende søn.

Som det kan udledes af handlingsreferatet, er Min Lange Rejse en film om ikke at lade sig æde op af fortidens nag, men i stedet opnå forsoning med sine nære, inden det er for sent. Filmen handler også om at åbne op for sine følelser, og ikke holde dem indespærret, som både Takada og hans søn viser sig at være mestre i. Det sætter en del præg på filmen, at hovedpersonen netop er så anonym og følelseskold - udadtil vel at mærke. Således er det op til filmens mange bipersoner at levere grin og gråd, og det gør de så.

Der er mange små, morsomme episoder i filmen, hvoraf de fleste leveres via den uduelige tolk, der hverken fatter hvad den ene eller anden part siger. I løbet af filmen gentages dette mere end det burde, hvormed det til sidst bliver virkningsløst. Hvilket ikke er ulig effekten af de emotionelle scener. De sentimentalt anlagte kan finde lommetørklædet frem, for filmen appellerer i høj grad til tårene. Det er bestemt en rørende film, ikke mindst fordi den omhandler universelle temaer som død, tilgivelse og kærlighedsbåndet mellem far og søn. Ud fra den gennemgående bittersøde tone står det også hurtigt klart, at alting ikke ender lykkeligt.

Er man mindre sentimentalt anlagt, risikeres det til gengæld, at man reagerer modsat. Min Lange Rejse er groft sagt lavet meget tænkt og manipulerende. Den malker sit koncept på en sådan måde, at man føler den vrider enhver potentielt rørende scene ud af oplægget - og derefter vrider den enkelte scene igen. Et sigende eksempel er mod slutningen af filmen, hvor en mand i en større forsamling har en rørende sekvens med sin søn, der får ham til at bryde i gråd. Her klippes der rundt på forskellige af de tilhørende, som ligeledes bryder i gråd. Det gøres ikke bedre af, at der er tale om indsatte fanger i et fængsel. Filmen postulerer altså, at dens historie er så gribende, at selv hårdkogte kriminelle ikke kan modstå at sidde og tude over den i hinandens selskab. Ligeledes tyk er filmens insisteren på at fremstille alle kinesere som godhjertede samaritanere, der står gratis til rådighed dag og nat for Takada.

Den slags metoder forhindrer ikke Min Lange Rejse i at være en god film. Men det forhindrer stadigvæk undertegnede i at kalde Zhang Yimou for en mesterinstruktør; dertil har han for ofte manglende føling med sine emotionelle scener. Med det rette sindelag er der dog meget at komme efter, og som sædvanlig disker instruktøren også op med en række meget flotte naturoptagelser.