shinobi: heart under blade

Før filmen knækker for Shinobi: Heart Under Blade, er den en sympatisk Romeo & Julie-agtig fortælling, med momentvis blændende action i samme ånd som den lidt mere vedholdende og stilsikre Azumi (2003). Herværende film afspejler trods alt mere eftertænksomhed, der basalt set opstår ud fra forbudt kærlighed mellem to modstående ninjaer, Gennosuke fra Iga-klanen og Oboro fra Kouga-klanen. De mødes i smug efter århundreders krig, hvor Japan er forenet under en aldrende shogun. Men amorinerne i luften forpurres, da en regeringskonspiration igangsættes og ninjaernes sheriff ophæver de to klaners oldgamle krigsforbud. Herefter udvælges fem fra hver klan til kamp. Gennosuke ender med at lede Iga-klanen i håb om både at kunne løse konflikten, og bevare forholdet til Oboro. Hun leder selv sin egen klan, overbevist om at deres forhold ikke overlever strabadserne.

Manuskriptforfatter Kenya Hirata (Returner, 2002) har, med afdøde Futaro Yamadas roman ”Kouga Ninpouchou” i tankerne, frem for alt sørget for en diskret karakterfremstilling af de forelskede ninjaer Gennosuke og Oboro. Joe Hidagiri (Azumi) spiller rollen som Gennosuke nærmest lige så lad som hans person i det surrealistiske drama Bright Future (2003). Men det interessante er, at filmens tankefulde grundpille allerede antydes i indledningen, med et glimt af Gennosukes overnaturlige ninjakræfter, mens han årvågent sidder ved en bæk og betragter sine omgivelser. Det vækker nysgerrighed, lige indtil han tager ninjaevnerne kampmæssigt i brug, efter mødet med en angivelig udødelig modstander. Herunder berøres først filmens centrale spørgsmål: Om en ninja kan eksistere som andet end et dræberredskab for sin tids magthaver. I stedet for en forventet kampscene, overraskes man af et eksistentialistisk, teatralsk forspil, fulgt op af et ironisk distancerende efterspil. Også Oboros ninjafærdigheder udløses et stykke inde i filmen, men med Yukie Nakamas (g@me., 2003) mere overbevisende øjne. I begge tilfælde har effektmagerne hos Links DigiWorks tydeligvis ladet sig inspirere af film som X-Men (2000) og Romeo Must Die (2000).

Filmens computerskabte effekter virker da også som en anledning til at fremvise animatorernes hjertebarn: 3d-stuntmænd. Modsat karakterfremstillingen er denne effekt langtfra diskret og heller ikke specielt original, men den er påfaldende i actionscenerne, fordi alle tricks indenfor kamerapanorering og ”motion capture” synes at tages i brug. Sikkert er det, at de enkelte dele tilsammen skaber meget betagende scenerier, hvor realisme er uden betydning, men hvor førnævnte teknik afgør troværdigheden. Det sorte får er CG-dukkerne, der til tider virker lidt kunstige. Alligevel har instruktør Ten Shimoyama og hans filmhold været overbeviste om, at de kunne skabe blærede kampsekvenser, hvilket faktisk også lykkes. Den bedste er den mellem to af birollerne, medregnet en atter fåmælt Tak Sakaguchi (Versus, 2000) med mere cool attitude end skuespillertalent. Duellen udfoldes i en skov, inden filmen er nået halvvejs, og bliver næsten et altoverskyggende omdrejningspunkt, da scenen er så teknisk pralende, at resten af filmen ikke formår at levere den samme energi.

Filmens pludselige forfald begynder dog først nær slutningen - hos Gennosuke og Oboro hvor al eftertænksomhed ellers begyndte. To slutopgør drukner i ufrigjort potentiale og en lidt ventet og frygtet selvopofrelse. Begge scener bliver mindeværdige på den forkerte måde, da de tynger Shinobi: Heart Under Blade ned med en påklistret finale, som måske ikke bryder med filmens tema - ninjaens eksistensberettigelse - men som i hvert fald gjorde denne anmelder overmæt. En afsluttende epilog er om ikke andet et mindst lige så billedskønt tæppefald, som indledningsscenen var begyndelsen til et dragende bekendtskab. Og med ét må man bekende at have overværet et dybfølt sørgmodigt eventyr, der desværre føles plaget af en broget iscenesættelse. Hertil er det mere moderne ninja-eventyr NIN×NIN Ninja Hattori-kun The Movie (2004) en stærk kontrast, som en mere varm og humørspredende oplevelse.